Gå til hoved indhold

Om Styrket Forældredialog

Trivsel i skolen starter med stærke relationer mellem skole og forældre. Når vi samarbejder og forstår hinanden, styrker vi børns fællesskab – både i og uden for klassen.

Om projektet

Styrket Forældredialog – et nyt samarbejde om trivsel og samarbejde

Forældremødet er et centralt forum, hvor skolens lærere og klassens forældre mødes for at samarbejde om børnenes læring og trivsel. Men for mange opleves forældremødet ofte som et svært og udfordrende forum – præget af få markante stemmer, utydeligt formål og manglende fællesskab. Samtidig er forældresamarbejdet en vigtig del af folkeskolens formålsparagraf, men uden faste rammer for, hvordan det skal foregå.

Projektet Styrket Forældredialog er et udviklingsprojekt, som forsøger at gøre forældremøderne meningsfulde og trygge for alle parter – forældre, lærere og skoleledelse – med fokus på at styrke samarbejdet og fællesskabet omkring børnenes trivsel. Det sker ved at skabe en fælles tilgang til, hvordan vi taler sammen om svære emner, sikrer, at alle stemmer bliver hørt, og at dialogen bygger på respekt og åbenhed – også når vi er uenige.

Hvad går projektet ud på?

  • Etablering af tydelige rammer og rollefordeling mellem skole og hjem.

  • Udvikling af en struktureret model for forældremøder, der bygger bro mellem lærere, forældre og skoleledelse.

  • Opkvalificering af lærere i at facilitere konstruktiv dialog og sætte rammen.

  • Fokus på dialogkultur, så både børn og voksne lærer at tale åbent og respektfuldt – fra børnehaveklasse til 9. klasse.

  • Udvikling af materialer, herunder værktøjskasser, e-learning, podcasts og videoer, som understøtter arbejdet.

  • Involvering af alle aktører – skolebestyrelse, forældre, lærere og ledelse – i at tilpasse og forankre projektet lokalt.

Hvad betyder det for jer?

  • For forældre: I får en tydelig invitation til at deltage i planlægning og afvikling af møder, hvor fællesskabet prioriteres, og alle stemmer tæller.

  • For lærere: I får redskaber og kompetencer til at styre møderne professionelt, skabe trygge rum for dialog og håndtere forskellige synspunkter.

  • For skoleledelser: I får et koncept, der kan sikre ensartede og meningsfulde forældremøder, som understøtter skolens vision og samarbejdsmodel.

Baggrund og samarbejde

Projektet udspringer af et konkret ønske fra Maglegårdsskolen og Tranegårdskolen i Gentofte Kommune om at styrke skole-hjem-samarbejdet. I samarbejde med Red Barnet og Københavns Professionshøjskole har Gentofte Kommune udviklet projektet, som i en pilotfase (2024–2026) testes og videreudvikles på flere skoler. Målet er at skabe et bæredygtigt koncept, der kan implementeres bredt og understøtte børns trivsel gennem hele skoleforløbet.

temaer til forældremøder